Som dansker bosat i udlandet får man ofte et mere nuanceret og bredere syn på det at være dansk. Man får udvidet sin horisont både om verden omkring os, og om Danmark og den måde, vi forholder os til os selv og andre.
Min egen oplevelse er, at man opdager ting i etaper, udvikler sig i etaper. I begyndelse var det næsten kun oplevelser af 'sådan gør vi det ikke hjemme/i Danmark', et enøjet og uoplyst syn mod det, der er anderledes.
Ligesåstille går det dog op for mig, at jeg dømmer mennesker på baggrund af mine værdier. Jeg tager mit udgangspunkt i, at min verden er den udviklede og oplyste, og at den er bedre end den uudviklede tredje verden.
Jeg undrer mig stadig over, 'hvorfor gør de tingene på denne måde', men er nu klar over, om end forsinket, at jeg dybest set ikke har basis for at kunne dømme eller bedømme nogen.
Det er mit håb, at jeg kan udvikle mig yderligere så jeg ikke ligger mit verdenssyn højere end andres. Umiddelbart ser jeg to udviklingstrin mere foran mig.
På næste trin håber jeg, at jeg ikke længere undrer mig over, hvorfor man ikke gør tingene som hjemme, men blot er åben og nysgerrig overfor hvordan problemer løses.
Sidste trin skulle gerne være, at jeg kan iagtage samfundet og så sammen med andre lave en løsning, der kan gennemføres på lokale vilkår og samtidigt udvikler lokalsamfundet og den enkelte.
Vi glemmer nemt som udviklingsarbejdere, at vi også kan lære af de lokale. Mange ting er glemt i det højteknologiske danske samfund.
Selvom vi har et af de største sociale budgetter, og bruger mange penge på pasning af syge, svage og udsatte mennesker, unge som ældre, så har vi glemt hvordan man tager sig af andre. De bliver passet, men ikke passet på. De bliver opbevaret, ikke integreret i samfundet.
No comments:
Post a Comment