Om uddannelse og indlæring af vuggestue- og børnehavebørn.

I Danmark har vi ikke mange naturlige resurser udover vores frugtbare landbrugsjord. Produktion af varer kan ofte gøres billigere i Østeuropa eller i Asien. Selvom vores landbrug trækker mange penge hjem til Danmark, kan vi ikke klare os på det alene.

Vores måske største resurse er vores intellekt. Innovation, udvikling, design og viden er det, der driver vores produktion og varer, selv indenfor landbruget.

Da landet stod for en Bankerot i 1800-tallet valgte vores ledere dengang at investere i uddannelse. I dag har Danmark som en af meget få lande gratis uddannelse helt op på universitetsniveau.

Alligevel scorer danske folkeskoleelever dårligt i internationale undersøgelser. Hvorfor?

Jeg har ikke svaret, men tillader mig at stille nogle spørgsmål for at oplyse dette emne yderligere. Jeg er ikke uddannet indenfor pædagogik, dette er tanker opstået som forælder.

Vi har haft vores søn i en fri (ikke-kommunal) vuggestue i Danmark. Vi var meget glade for vuggestuen og dens medarbejdere og var meget positive overfor deres pædagogik.

Vi er nu udsendte i Afrika og har vores søn i en international 'nursery & preschool'. Fra han startede i en alder på 22 måneder og til nu, 8 måneder senere, har han ikke alene lært at begå sig på Engelsk og det lokale sprog, han kan idag farverne (på Engelsk, det er sproget i skolen), former (firkant, kvadrat, cirkel, etc), han kan også tælle og genkende tallene 0-9.

Disse færdigheder er ikke opnået gennem diktatorisk repetition, men gennem leg.

Skolen har også deres egen pool og børnene har svømning en gang om ugen. For ikke så langt tid siden holdte skolen en 'Swimming Gala' - et svømmeshow hvor børn helt ned til et-årsalderen deltog.

Når vi i Danmark har vand på alle sider, burde svømning ikke have en højere prioritet? Vuggestuer og børnehaver vil sjældent have deres egen svømmebassin, men langt de fleste steder er der adgang til et offentligt bassin i form af en svømmesal eller svømmehal i nærsamfundet.


Det har været diskuteret i længere tid, hvordan opdragelse og kappestrid skal hænge sammen. I slutningen af 1960'erne og op gennem 1970'erne gik strømningerne imod konkurrence. Steiner-skolerne er et eksempel på denne tanke, hvor den er så gennemført, at man end ikke har eksamener.

Tanken om at det er vigtigere at deltage end at vinde har på mange områder sin vigtige plads, men den må ikke kvæle vores lyst til at forbedre os, til at udvikle os. Vi må til stadighed være i gang med en udvikling, en forbedring af os selv.

For 100 eller 200 år siden gik udviklingen så langsom, at man kunne tillade sig, i en hvis grad, at lære sit fag i sin læretid og derefter blive bedre til det, man kunne, gennem erfaring.

I dag må vi være parate til at lære nyt, og endda aflære det, vi engang har lært, for at give plads til en ny lærdom, der står i kontrast til det vi lærte engang.

Det er nu og vil endnu stærkere i fremtiden blive en vigtig egenskab at kunne udvikle og tilpasse sig i en skiftende verden.

Derfor er det vigtigt, at vi giver vore børn dels et drive til hele tiden at søge nye udfordringer, viden og erfaringer, hele tiden forbedre sig selv uden at det tilsidesætter eller nedgører andre (værdisættet skal ikke baseres på at måle sig selv mod nogle, der er svagere, men på nogle, der er stærkere en jeg, og at jeg er stærkere/længere end jeg var før.

Dels må vi give dem miljøet og næringen til det. Alt for mange ideer går tabt fordi et barn ikke stimuleres og enten giver op og falder tilbage til 'normalen' istedetfor at videreudvikle sin eksellence. Eller barnet bliver uroligt og støjende, et problembarn, blot fordi det ikke har den gode grobund.